skip_to_main_content

Fra Abramović til Mamma Andersson – Se de nyeste værker i Louisiana Museums samling

Louisianas samling spænder fra 1945 og helt til i dag. Se de nyeste værker, som museet har indkøbt i 2021, i en stor udstilling med blandt andre Cecily Brown, Andy Warhol og Marina Abramović.

Louisiana Museum trækker de nyeste værker frem fra samlingen

Har du set alle de værker, Louisiana Museum har at byde på? Næppe. Gennem de seneste fem år har museet nemlig udvidet sin samling med over 200 kunstværker – og der var en hel del i forvejen.

Nu kan du se et stort udvalg af de senest indkøbte værker fra Louisianas samling. I udstillingen går du gennem et potpourri af kunstnere, der alle har markeret sig i verden på den ene eller den anden måde.

Se udstillingen med værker fra Louisianas samling

En udstilling med et bredt galleri af kunstnere

Cecily Brown er kendetegnet ved store, bløde penselstrøg, hvor farver, figurer og maling flyder ind i hinanden. Louise Bourgois brugte sine barndomsminder og -mareridt til at skabe skræmmende skulpturer og dystre installationer. Og Wolfgang Tillmans’ fotokunst udfordrer måden, vi ser verden på gennem farver, kompositioner og teknik.

Oplev de tre ovennævnte kunstnere i udstillingen samt mange flere. For eksempel kan du se værker af Marina Abramović, Jean-Marc Bustamante, Carlos Cruz-Diez, Mamma Andersson, Ann Veronica Janssens, Tracey Moffatt, og Andy Warhol.

Besøg Louisiana Museum of Modern Art

Gemte og ukendte steder, dyr og genstande i USA

Tidligere i 2021 udstillede amerikanske Taryn Simon værket An American Index of the Hidden and Unfamiliar på Louisiana Museum of Modern Art. I den nye udstilling kan du se en endnu større fortælling, når museet folder kunstnerens værk ud i en hel fløj.

I kunstværket undersøger Taryn Simon de steder, mennesker, dyr, produkter og situationer i USA, vi normalt ikke stiller skarpt på.

En indavlet tiger med opstoppernæse, flasker med stærk medicin, tilgroede bygninger og operationsstuer er bare nogle af motiverne. Taryn Simon er på én gang betragter og deltagende, når hun fanger øjeblikket med sit kamera.

Find åbningstider og billetpriser på Louisiana Museum

Sådan udvælger Louisiana værker til samlingen

Samlingen på Louisiana Museum of Modern Art dækker over perioden 1945 til i dag. Når museet indkøber nye værker, vælger det ud fra flere spor.

Nye værker i samlingen kan være kunst, der udbygger og tilføjer noget til et kunstnerskab, der allerede er repræsenteret på museet. Men det kan også være værker, der dækker et hul i tidslinjen – en retning eller epoke, der ikke er belyst fyldestgørende i samlingen.

Til sidst er et af museets helt store fokuspunkter samtidskunsten. Og den bliver selvfølgelig også indkøbt til samlingen.