VisitNordsjælland
Nordsjællands KonferenceCenter-Salsopstilling

Facts of Northsealand Conference Centre

Bygningen er Ole Bergs livsdrøm. Hans overordnede mål var at skabe et helt nyt og internationalt erhvervscenter, hvor design, dynamik, trivsel og motivation skulle revolutionere virksomhedskulturen i Danmark.

Bygningen skulle danne rammen om de kommende internationalt orienterede virksomheder, der her ville få muligheden for effektivt at positionere sig over for de krav og udfordringer, der i de kommende år ville blive stillet til en moderne virksomhed.

Scandinavian Trade Building, som idag også går under navnet Nordsjællands KonferenceCenter, blev opført i starten af 90’erne af Ole Berg, der var grundlægger af Time/system International, sammen med et af Sveriges største ejendomsselskaber, PLEIAD Scandinavia og det store kendte entreprenørselskab C.G. Jensen (i dag Skanska).

Daværende Indenrigsminister Thor Pedersen (V) foretog det første spadestik i juni 1990, og i sommeren 1991 var Thor Pedersen atter på banen, da han foretog “råhusindvielsen” af bygningerne. Scandinavian Trade Building stod klar til egentlig indvielse i januar 1992.

Byggestil og indretning

Auditoriet var ingen undtagelse for Ole Bergs nidkærhed: Han måtte diskutere og herse med sin franske leverandør for at få de helt perfekte stole.

Det lykkedes ham imidlertid at formå fabrikanten til at foretage de ønskede forbedringer … heldigvis, for de er yderst behagelige. Sidenhen er netop denne type stole solgt til luksus konferencecentre rundt om i verden.

Springvandet i hallen – konstrueret i romersk stil – er i dagtimerne befordrende for ro og fordybelse. Ved aftenfester bidrager det til den magiske atmosfære, der sikrer en perfekt balance mellem det højtidelige og det sjove.

Scandinavian Trade Building er holdt i en internationalt inspireret byggestil, der ikke er set tidligere i Danmark. Bygningen, der er i 3 etager, er centreret om den store lyse hall. Indgangspartiet udgøres af en imponerende messingportal inspireret af en bygning beliggende på 5th. Avenue i New York.

Selve hall‘en er ligeledes inspireret af selvsamme bygning, der i øvrigt har et marmorgulv fuldkommen mage til. Ole Berg hentede rent faktisk de sidste sten fra samme brud i Italien.

De 6 ficustræer er ligeledes importeret fra Italien. Lavastenene i centrets restaurant er importeret fra Island, og den elegante glaselevator er inspireret af mere end 20 Shopping Centre i USA.

Ole Berg og den århusianske arkitekt Jørgen Johansen rejste Amerika tyndt for at finde den perfekte inspiration. Det resulterede så i den flotte elevator, der ikke desto mindre er bygget i Danmark.

Ejerskifte

I januar 1996 overtog nye ejere Scandinavian Trade Building og kort efter blev Nordsjællands KonferenceCenter skabt og husets restaurant åbnede.

I dag er Scandinavian Trade Building også domicil for en række eksterne virksomheder, der alle har lejet sig ind i centrets mange kontorer.